Næste gang mødes vi den 5. juli hos Christine.
Vi læser:
Khaled Hosseini: Drageløberen
Leif Panduro: Høfeber
Arkiv over maj, 2007
Møde juli
maj 30, 2007Ved nærmere eftertanke…
maj 29, 2007…er jeg stadig ovenud begejstret for bog, men den har efterhånden bundfældet sig en smule, og det er i overvejende grad billederne fra sæterne i sommervarmen, der dukker frem. Jeg kunne som Thomas også godt savne nogle mere detaljerede persontegninger, og jeg ved ikke om det er derfor jeg også mangler nogle argumenter for hvorfor forskellige begivenheder er som de er. Eksempelvis forstår jeg ikke hvorfor det er – ja, hvad er det nu han hedder (øv, det er sgu for lang tid siden jeg læste bogen) - som får lov til at fortælle historien om faderen? Til Thomas’ kommentar om Tronds datter, der pludselig dukker op, kunne en mulig forklaring være at Trond selv ikke har kendt så meget til sin egen far, og dermed bliver hans eget forhold til datteren parallelt sløret. Måske en søgt forklaring, men alligevel. Skildringen af Trond som gammel er ret fantastisk i al sin enkelhed. Denne betragtning er nok specielt set i lyset af at vi også læser “Gud taler ud”, som også har en rørende skildring af alderdommens komme. I Ud og stjæle heste er det dagligdags gøremål som kaffebrygning og hundelutning, der fylder alderdommen, men det er jo altså også en del af livet, og det er godt nok sjældent det kan gøre interessant, med mindre det gøres hylende morsomt som i Gud taler ud.
Mark
Kaffe og træer
maj 19, 2007Der findes folk, som elsker at læse om svedige mænd, der arbejder hårdt i solen, om drenge, der leger farlige cowboylege på sæteren og om nødvendigheden at løbe på tømmerstokke, som har sat sig fast i elven på vej til savværket. Indrømmet – jeg er en af dem! At stå tidligt op og afbarke birketræer, så de kan komme af sted før vandet i elven står for lavt – det er simpelt hen lige noget for mig og min lænestol. Selvfølgelig skinner solen. Selvfølgelig dufter sæterhytten af knagende tørt træ i Per Pettersons ‘Ud og stjæle heste’.
Det er fandeme ikke avant garde – literaturmæssigt er vi tilbage hos A. Hansen og A. Nexø, hvor musklerne spændes i ryggen, og hvor nogen nok skal falde i mergelgraven eller få benene tærsket, harvet eller sået af. Og der lurer så fucking meget under overfladen, men dog ikke så dybt, at forfatteren ikke lige kan påpege det særdeles uheldsvangre i “den måde Hans tog tag med åren på den dag da han havde været henne hos Birthe, efter at hun måtte sende Preben i til hospitalet med et afsået ben.” På den anden side kan Per Petterson sit kram – han kan dælme’ få mig til at føle mig som en 15årig, der – fra liggende stilling og med enden – sætter af fra trækøjens anden sal og, takket være et godt greb i køjens side, lander på gulvet i perfekt telemarkstilling. Jeg er 15 år og i sommerhuset, og jeg gør det dér - sådan her jeg det i hvert fald.
Hvad angår det handlingen viser Per Petterson mindre overskud. Det meste af bogen “handler” om at lave kaffe og om at fælde trær, men den dramatiske handling, når den dukker op i glimt, virker … uoplagt. Kort fortalt følger vi i hovedpersonen Trond som 67-årig og i flashbacks som 15 årig. Gamle-Trond er i vores nutid flyttet ud i et afsides beliggende hus uden vaskemaskine, måske fordi han kone er død, måske af andre grunde også. Unge-Trond er i 1948 tage til sæterhytten med sin far for at likvidere en skov. Faren er en uudgrundelig modstandsmand-handymand-kvindebedårer men mest af alt bare uudgrundelig. (En rigtig far, med andre ord, og jeg sidder og hopper i stolen af lykke hver gang far ser på Trond med det der anerkendende blik – “Du er nok ved at være en voksen mand” – og man forstår sagtens hvorfor drengen gider sparke et træ omkuld med et brækket ben og afbarke en skov med fortænderne). Ironien fra 48 er så, at far bruger fortjenesten fra skoveventyret på at emigrere, og det er nok romanens mest vellykkede dramatiske greb. Tilbage i nutiden tøffer Gamle-Trond rundt i sneen med hund og motorsav. Her møder han en peron fra 48, Lars, som dengang skød sin bror i noget, der skulle have været en handlignsmæssig nexus, men som fiser ud i sandet, fordi forfatteren ikke har fået den anskudte og han familie ordentlig introduceret. Og på romanens sidste 50 sider dukker så Tronds datter op – for første gang. Hvorfor har vi ikke hørt om hende før? Hvorfor er Trond helt ligeglad med sin datter? Jeg aner det ikke, og Per Petterson kommer ikke til hjælp.
Måske vil forfatteren bare helst skrive om at tænde op i komfuret og om at ride ned fa en rigtig stejl skrænt. Det er helt fint, og jeg vil vædde med, at halvdelen af Norges anmeldere har fundet de manglende dramatiske elementer subtilt udfoldet i måden Trond saver grenene af en birk. Men jeg vil til gengæld også vædde med, at manglerne skyldes dovenskab og udygtighed fra forfatterens side plus måske en grådig forlægger. Alt i alt en positiv, letlæst, mousserende oplevelse, der med en seriøs persontegning og dramatik kunne have været et mesterværk.
Thomas
1. forsøg
maj 14, 2007Nå bogvenner, her kommer så første forsøg på at give en kommentar til ”Ud og stæle heste”. Generelt er jeg ret positivt indstillet til bogen, men det kan jo nå at ændre sig undervejs. Den første del af bogen er i høj grad bundet op på tragedien i Lars’ familie og man aner hele tiden den spænding der ligger i luften mellem Trond og Lars, da de som ældre mødes ude i skoven, hvor de begge har bosat sig. Jeg synes denne spænding kommer rigtig godt til udtryk i kraft af fraværet af samtale om episoden mellem Lars og Trond. Et andet fantastisk element var den måde tragedien blev præsenteret på: som et samtaleemne nede ved købmanden (eller noget i den stil). Og så bliver historien om det ladte gevær fortalt i den efterfølgende afsnit, uden det bliver nævnt at det var det der blev snakket om nede hos købmanden – men man var selvfølgelig ikke i tvivl om at det netop var dette, der var blevet snakket om, fordi historien har så markant betydning. Men i det hele taget var skildringer af natur og mennesker klar og præcis, hvilket gav fortællingen troværdighed. Fortællingen i anden del af bogen om menneskesmuglingen under 2. verdenskrig var dog igen noget der ledte til tragiske følger. Den dannede – i hvert fald i mine øjne - baggrunden for Tronds fars fravær i den resterende del af Tronds liv, men det var primært på grund af igen en meget tragisk hendelse at den kunne dette. Måske skal det være sådan, at tragiske hendelser danner grundlag for efterfølgende handlinger hos mennesker, på samme måde som den havde gjort det for Lars og spændingen mellem Lars og Trond, men at det er tragedier der danner fundamentet for hele fortællingen, kan måske irritere mig en smule.
Mere følger…
Mark
Per Petterson: Ud og stjæle heste
maj 1, 2007Kære bogvenner
Hermed starter den første tråd af online bogkommentarer fra Elbub. Som det fremgår diskuterer vi Per Pettersons bog fra 2004, der er blevet sammenlignet med Hamsun af anonyme læsere!!
mvh
Mark