Nå bogvenner, her kommer så første forsøg på at give en kommentar til ”Ud og stæle heste”. Generelt er jeg ret positivt indstillet til bogen, men det kan jo nå at ændre sig undervejs. Den første del af bogen er i høj grad bundet op på tragedien i Lars’ familie og man aner hele tiden den spænding der ligger i luften mellem Trond og Lars, da de som ældre mødes ude i skoven, hvor de begge har bosat sig. Jeg synes denne spænding kommer rigtig godt til udtryk i kraft af fraværet af samtale om episoden mellem Lars og Trond. Et andet fantastisk element var den måde tragedien blev præsenteret på: som et samtaleemne nede ved købmanden (eller noget i den stil). Og så bliver historien om det ladte gevær fortalt i den efterfølgende afsnit, uden det bliver nævnt at det var det der blev snakket om nede hos købmanden – men man var selvfølgelig ikke i tvivl om at det netop var dette, der var blevet snakket om, fordi historien har så markant betydning. Men i det hele taget var skildringer af natur og mennesker klar og præcis, hvilket gav fortællingen troværdighed. Fortællingen i anden del af bogen om menneskesmuglingen under 2. verdenskrig var dog igen noget der ledte til tragiske følger. Den dannede – i hvert fald i mine øjne - baggrunden for Tronds fars fravær i den resterende del af Tronds liv, men det var primært på grund af igen en meget tragisk hendelse at den kunne dette. Måske skal det være sådan, at tragiske hendelser danner grundlag for efterfølgende handlinger hos mennesker, på samme måde som den havde gjort det for Lars og spændingen mellem Lars og Trond, men at det er tragedier der danner fundamentet for hele fortællingen, kan måske irritere mig en smule.
Mere følger…
Mark
