Der findes folk, som elsker at læse om svedige mænd, der arbejder hårdt i solen, om drenge, der leger farlige cowboylege på sæteren og om nødvendigheden at løbe på tømmerstokke, som har sat sig fast i elven på vej til savværket. Indrømmet – jeg er en af dem! At stå tidligt op og afbarke birketræer, så de kan komme af sted før vandet i elven står for lavt – det er simpelt hen lige noget for mig og min lænestol. Selvfølgelig skinner solen. Selvfølgelig dufter sæterhytten af knagende tørt træ i Per Pettersons ‘Ud og stjæle heste’.
Det er fandeme ikke avant garde – literaturmæssigt er vi tilbage hos A. Hansen og A. Nexø, hvor musklerne spændes i ryggen, og hvor nogen nok skal falde i mergelgraven eller få benene tærsket, harvet eller sået af. Og der lurer så fucking meget under overfladen, men dog ikke så dybt, at forfatteren ikke lige kan påpege det særdeles uheldsvangre i “den måde Hans tog tag med åren på den dag da han havde været henne hos Birthe, efter at hun måtte sende Preben i til hospitalet med et afsået ben.” På den anden side kan Per Petterson sit kram – han kan dælme’ få mig til at føle mig som en 15årig, der – fra liggende stilling og med enden – sætter af fra trækøjens anden sal og, takket være et godt greb i køjens side, lander på gulvet i perfekt telemarkstilling. Jeg er 15 år og i sommerhuset, og jeg gør det dér - sådan her jeg det i hvert fald.
Hvad angår det handlingen viser Per Petterson mindre overskud. Det meste af bogen “handler” om at lave kaffe og om at fælde trær, men den dramatiske handling, når den dukker op i glimt, virker … uoplagt. Kort fortalt følger vi i hovedpersonen Trond som 67-årig og i flashbacks som 15 årig. Gamle-Trond er i vores nutid flyttet ud i et afsides beliggende hus uden vaskemaskine, måske fordi han kone er død, måske af andre grunde også. Unge-Trond er i 1948 tage til sæterhytten med sin far for at likvidere en skov. Faren er en uudgrundelig modstandsmand-handymand-kvindebedårer men mest af alt bare uudgrundelig. (En rigtig far, med andre ord, og jeg sidder og hopper i stolen af lykke hver gang far ser på Trond med det der anerkendende blik – “Du er nok ved at være en voksen mand” – og man forstår sagtens hvorfor drengen gider sparke et træ omkuld med et brækket ben og afbarke en skov med fortænderne). Ironien fra 48 er så, at far bruger fortjenesten fra skoveventyret på at emigrere, og det er nok romanens mest vellykkede dramatiske greb. Tilbage i nutiden tøffer Gamle-Trond rundt i sneen med hund og motorsav. Her møder han en peron fra 48, Lars, som dengang skød sin bror i noget, der skulle have været en handlignsmæssig nexus, men som fiser ud i sandet, fordi forfatteren ikke har fået den anskudte og han familie ordentlig introduceret. Og på romanens sidste 50 sider dukker så Tronds datter op – for første gang. Hvorfor har vi ikke hørt om hende før? Hvorfor er Trond helt ligeglad med sin datter? Jeg aner det ikke, og Per Petterson kommer ikke til hjælp.
Måske vil forfatteren bare helst skrive om at tænde op i komfuret og om at ride ned fa en rigtig stejl skrænt. Det er helt fint, og jeg vil vædde med, at halvdelen af Norges anmeldere har fundet de manglende dramatiske elementer subtilt udfoldet i måden Trond saver grenene af en birk. Men jeg vil til gengæld også vædde med, at manglerne skyldes dovenskab og udygtighed fra forfatterens side plus måske en grådig forlægger. Alt i alt en positiv, letlæst, mousserende oplevelse, der med en seriøs persontegning og dramatik kunne have været et mesterværk.
Thomas
