Arkiv over juli, 2007

Avl, død og bøsser!

juli 30, 2007

Sommerlæsning: Anne B. Ragde: Berlinerpoplerne

Tor er griseavler og passer med kærlighed og omhu avlssøerne og deres afkom, som han hjælper de første svære levedøgn. Han lever sit liv i grisestalden, mens moren tager sig af husholdningen på gården, der dog er så  uhumsk, at man væmmes. Mellem snavset lister faren rundt og passer sig selv.

Tors bror Margido er bedemand. Han er en ensom særling, der ikke bryder sig meget om kontakten med de efterladte – og i det hele taget med andre levende væsner – men omhyggeligt ordner alt til den sidste rejse.

Mellem de to spor i bogen, fødsel og død, er selve livet, og her finder vi bøssen Erlend – den tredje bror. Han lever det glade liv i København med fest og druk. Billedet af ham er temmelig karikeret;  han samler på små figurer, flæber for et godt ord og kalder sødt sin samlever for Krumme.

De tre brødre mødes, da moren ligger for døden og også Tors datter Torunn dukker op. Der er gået adskillige år, siden de har set hinanden, og Torunns eksistens er ikke kendt af alle, så familiehemmelighederne står på lur for at se dagens lys.

Bogen er godt og flydende skrevet, og man læser med interesse om bedemandens besvær med at få pårørende til at vælge salmer og griseavlerens bekymringer om søerne og deres ungers velbefindende. Alt i alt en anbefalelsesværdig sommerhuslæsning!

 Christine

Thomas Pynchon: V.

juli 15, 2007

Første sommeranbefaling i forlængelse af vores “vælg frit til næste gang”-politik i bogklubben.

Jeg netop færdiggjort bogen, og her kommer en lille anbefaling af en rejse rundt i første halvdel af det 20. århundrede. Jagten på det ukendet V. udfolder sig i en historie præget af krig, intriger, kontraspionage og hvad der ellers hører en rigtig underholdende bog til. Vi får historien om Yoyodyne, som vi mødte i Katalognummer 49 udbydes – tænk engang at denne sammensvorne med det amerikanske forsvar skulle være startet som legetøjsfabrik. Historien bringer os ned i New Yorks kloaker på jagt efter alligatorer sammen med en flok fulde latinoer.  Og jeg vidste ikke særlig meget om tysk Sydvestafrika, det nuværende Namibien, men det gør jeg nu. Tænk en gang, tysken skulle have nedslagtet en flok af den lokale herero befolkning tilbage i 1904 – og så står det ikke engang i “Kolonialismens sorte bog” – eneste litteratur om denne massakre finder man i Det kgl. Biblioteks støvede arkiver. Vi får historien om Mondaugen (endnu en af Pynchons mærkværdige navnebetydninger), der kommer til tysk Sydvestafrika for at arbejde med radioantenner i 1922 (måske en lille teaser til Pynchons klassiker Gravity’s Rainbow), og her hører han om den lokale befolknings oprør og senere nedslagtning tilbage i 1904. Nu kommer det til at lyde som om hele historien foregår under den bagende sol i Kalahari ørkenen, men  næ nej. Det er kun et af mange afsnit, der ydermere bringer læseren til Firenze, bl.a. med en lille sjov historie fra Uffizi galleriet, til Malta, både under og efter 2. verdenskrig, og til Paris, hvor et absurt teaterstykke finder sted engang i 1913. Of hvordan alt dette så lige passer sammen med at fortællingen starter på en en Navy Bar i Vest Virginia i 1955, hvor vi første gang møder Benny Profane, der senere slutter sig til The Whole Sick Crew, er jeg stadig ikke helt selv klar over, men ikke desto mindre var det en fornøjelse at blive kastet rundt i denne historie. Lad jer rive med, og I kommer ikke til at kede jer i sommerregnen eller -varmen.

Mark  

Pynchon wiki

juli 6, 2007

Skulle I have lyst til at læse mere om Thomas Pynchons bøger fandt jeg denne Wiki: http://pynchonwiki.com/
God fornøjelse
Mark

Møde august

juli 6, 2007

Næste gang mødes vi den tirsdag 21. august hos AM. Skulle Susan ikke have mulighed er den 10. september alternativ.
Vi læser
Zadie Smith: Hvide tænder
Louis Ferdinand Céline: Nord (der er stadig nogle få billige eksemplarer hos Paludans boghandel tilbage)