Havets Katedral – storladent, storslået – og så alligevel…

Alene forfatternavnet er jo ikke til at stå for: Ildefonso Falcones! Ildefonso – det har jeg godt nok stenet over nogle gange. Der kan gemme sig både drama og hemmeligheder og ildestedte skønjomfurer i det navn. Og det er da også en glimrende bog, den her bestsellerdebut han har begået. Men jeg var nu alligevel irriteret, da jeg læste. Man skal selvføglelig tage bogen for hvad den er, og det er ikke litteratur men en god bog. Det står ret hurtigt klart. Det er en elementært spændende historie om Bernat, der er fæstebonde hos en herremand, indtil han en dag siger stop over for de overgreb, der finder sted på bondebefolkningen og flygter til Barcelona med sin søn Arnau. Loven i Barcelona er sådan at en undvegen fæstebonde bliver fri borger i Barcelona og altså bliver løst fra sin position som adelmandens ejendom, hvis han kan bevise at have arbejdet i Barcelona i et år og en dag. Og så prøver far og søn at bygge en ny tilværelse i skyggen af det imponerende byggeri af folkets katedral Santa Maria del Mar. Og det går godt. Og det går galt. De onde er rigtig onde, og de gode er gode det meste af vejen. Det kan virke i mange situationer, men her kommer man aldrig rigtig ind under huden på karaktererne i persongalleriet. Det er en skam, for det er store og historisk detaljerede pensler, der males med. Og vel har Monty Python med deres sketches taget noget af brodden af den frygt, der tidligere dukkede op, når den Spanske Inkvisition blev nævnt, men her bliver den genfremstillet, så de små hår rejser sig (og så man bliver glad for, at vi ikke længere bedømmes ud fra deres målestok!)

Bevares, det er da en udemærket bog. Men for mig var den med sine 629 sider lidt for lang til ikke at være helt god nok… 

Elsebeth

Sjón – Skygge-baldur

Så kom den – den længe ventede opfølger på sidsteårs bestseller – sommerlæsningsanbefalingerne som IKKE er obligatorisk læsning i elbub. Og i år går første anbefaling til Sjóns Skygge-baldur. En forunderlig historie om en rævejagt på Island anno 1883, og ikke mindst hvad der gik forud for denne af uhyggeligheder og sære optrin. Persongalleriet åbner sig langsomt og afslører…uden at røbe for meget, en pudsig naturvidenskabeligt dannet ungersvend, en pastor og en pige med down-syndrom. Beskrivelsen af rævejagten er i sig selv en litterær bedrift, der på en gang minder en om skønheden ved skrivekunsten og får det til at risle ned ad ryggen. Specielt det sidste er en smule pudsigt, da hændelsen, som giver denne lettere uhyggelige fornemmelse af, at der lurer et eller andet i mørket, så åbenlyst er et fantasifoster født i patoren sind, at det ikke burde finde sted – men så alligevel…Ja jeg ville sgu godt kunne lave det nummer bagerst i kladdehæfte. Læs den!!!

Mark