Om Lars Frosts Ubevidst rødgang.
Leder man efter en engageret fortælling om starten af 70′erne og om velfærdssamfundets fundament, ja, så skal man for enhver pris holde sig LANGT væk fra Lars Frosts nye roman Ubevidst rødgang.
“Ingeniørroman” kalder gyldendal bogen, og det er fra starten af helt tydeligt, at emnet ingeniørkunst keder forfatteren frygteligt – han får uden videre nedlagt en dyb afstandstagen i hver linje af bogen, hvor tilfældigt leksikonstof blandes med en udpræget klichefyldt skildring af 70′er-livet: Jo, der er nogle utilfredse venstreorienterede unge, ja, der er sangria og Simon Speis og alt det der.
Helt latterligt bliver det, når én eller anden hippie-Arne pludselig og helt umotiveret entrerer som hovedperson i Århus. Her dyrker han, for at dække over den uengagerede fortæller, lidt tilfældig sex med ukendte kvinder. Men selv det er uengageret: Lise ser Arne på gaden og hun lægger an på ham (hun synes, at hendes veninder er kedelige) og de spiser madder og drikker the hjemme hos hende, og bagefter knepper de. Dagen efter møder Arne en itailiensk udvekslingsstuderende, og han knepper hende i røven i den flotte villa, for hun har en rig far. Det var alt fra Arne.
Efter Arnes pludselige anale entre og lige så pludselige forsvinden, bliver det for alvor fjollet. Nu skal vi til Rom inde i (hovedet på) en kvindelig ingeniør med menstruaton. I Roma skal vi leve livet og se på alle de spændende bygninger med inginiør-briller. Alt i Roma er “meget interessant”, alt hvad man spiser “smager glimrende”.
Nu rejser ingeniørromanen til Italiens glemte perle: Venedig. En meget interessant by. Og folk hedder Luigi og Bruno og er “meget interessante”. Her et uddrag:
Stephen og Philip er journalister, forklarer Erik, fra England. Ser man det, siger jeg og nikker til Fay og Knightly. De skriver om Venedig, siger Erik, er det ikke sandt? Fay nikker. Interessant, siger jeg. Ja, det er interessant, siger Knightly.
Well, jeg synes ikke det lyder en skid interessant. At møde nogle journalister i Venedig, der er ved at skrive om Venedig forekommer mig relativt dagligdags. Det synes forfatteren vist i virkeligheden også. I hvert fald kommer der, også i Venedig – igen ud af det blå – et analt samleje.
Hvad skal det dog til for, er min umiddelbare fornemmelse efter at have kæmpet mig igennem dette ustrukturerede makværk af en roman. Jeg kan tænke mig, at boghandlernes gyldne lauerbær har noget med sagen at gøre. I hvert fald minder den umotiverede altmodischkeit om Mærkedage (en sløv bog, der har modtaget prisen). Ja, som jeg skriver denne sætning føler jeg mig faktisk helt overbevist om, at denne bizarre blanding af leksikon, kitch og så Frosts eget kendemærke, det penetrerede anus, nok skal få de gyldne Lauerbær. Tillykke herfra!
Thomas
