Så fik jeg endelig genlæst Brødrene Karamazov – et projekt, der har varet henved et halvt år.
Første gang jeg læste den tog det endnu længere tid. Jeg tror jeg var 18. Dengang bed jeg mest mærke i det udpræget teatralske, i humørernes og ansigtsfarvernes hurtige skiften. Ikke usædvanligt at skifte fra gullig til dødeligt bleg og så til ildrød i løbet af en samtale. Damen kan også virke reserveret, derefter kysse gæstens hænder for endelig at forlade rummet ildrød af vrede. Disse ofte modsatrettede følelsers skiften er hvad karaktererne selv betragter some Russisk. Noget de af og til koketterer med, for man vil hellerere vær utilregnelig og til tider ond, russisk, end kedelig,britisk.
Noget som mere optager mig ved russisk litteratur er personernes udprægede forskellighed. De to hoveddamer er henholdsvis sigøjneragtig og arisk, buttet og slank, mørk og lys forestiller man sig. De tre bødre er – oppefra – russisk, kolerisk, umulig, voldelig, udadreagerende, så Ivan, snu, egoistisk, spekulativ, filosofisk, hamlet-agtig og så til sidst Aleksej, god, kristelig, godtroende, opofrende. Og man får vel at mærke ikke den (Tyske) fornemelse af, at personerne repræsenterer forskellige principper eller idealtyper – de kan skifte eller træde ud af karkter, hvis de har lyst. Og vi er hos de rigeste og de fatigste – hos den lusede stabskaptajn, som får revet skægget af – en tilsydeladende biting, men pludselig er centrum i historien kaptajnens søn, den lille Iljusja og – frem for alt – den enestående tween-ager Kolja med en dyb indsigt og ansvaret for ungernes moralske opdragelse.
Her spørges – i en bror til bror-samtale: Hvis gud ikke findes, er alt så tilladt? Fader Zosima får lov til at give en meget lang og stemningsfuld prædiken. Nu springer jeg. En bredde i temaer virkemidler – et dramatisk landskab – som ikke findes i moderne litteratur.
Er det en krimi? Spørgsmålet melder sig fordi Bo Tao Michaelis altid til krimiens forsvar skal fremføre at der blandt den fineste litteratur skam også findes krimier – Herunder to værker af Dostojevski. Hvad skal man sige til det?
Jo, nogen bliver slået ihjel, og jo, der er nogen spænding forbundet med at vi ikke ved om Mitja har gjort det og om han bliver dømt eller frikendt til sidst. Desuden er der to ualmindelig omfattende juridiske
taler hen imod slutningen af bogen som er meget medrivende og som er skrevet med stor nidkærhed. Det er en krimi, øv! Så vi må jo medgive, at der findes gode krimier.
Tak for rødbeder.
