Næste gang: Dan

D. 28 okt. Tagensvej (livets vej) 252 1. th.
Vi har læst:
Jon Fosse, Morgen og aften.
Shakespeare, Richard III. Der er en ekskursion på vej til det kongelige teater.

Detaljer

Mødet er i aften kl 20 på Manøg. 8, 1. tv.

Små, skæve

Er det bare mig, eller er vi siden slutningen af 90′erne blevet oversvømmet af bøger og film hvis hovedattraktion er “små, skæve indfald”. Tag f.eks. Amelie fra Montmartre, og tag Plambecks Texas Rose. Og er det ikke sådan, at disse små kunstneriske kommaer (et lille, skævt tegn) som regel anmeldes godt – også selvom der ikke er møj’ andet at hænge sin hat på end værkets lidenhed og skævhed.

“Min far havde en ven, Kenny, vi kaldte Heste-knænny fordi han engang var blevet bidt i knæet af naboens Vallak.” Disse små, skæve eksistenser fra provinsen oversvømmer boghylderne. Der er noget nedladende og åndsdovent over at kalde sine romanpersoner for skralde-Morten og næse-Erling. Kunne næse-Erling nogensinde bringe fortælleren til at genoverveje sin holdning til noget som helst? Nej vel, det er ikke rigtig næse-Erlings lod i livet. Det er nemlig at pille næse. Uafladeligt.

På overfladen sker der en hel masse, folk bliver gift og horer og dør. Næse-Erling bliver ramt af en meteor, og heste-Knænny får sparket hjernen ud af naboens Vallak, da han prøver at voldtage den. Stærkt underholdende, men kun underholdende.

Hvor er visdommen? Hvor er det, jeg skal have tilbage, når jeg har lagt bogen fra mig og filmen er slut? Hvor er præcisionen i iagttagelserne og i beskrivelserne? Er jeg blevet sat i forbindelse med en følelse, jeg ikke har hørt om før? Har jeg fået efterprøvet en troværdig, hypotetisk livsvej? Hvor er der pathos, hvor er der sympati? Hvor er min identifikation med personerne? Det er håbløst umoderne at spørge sådan, for så længe der er små skæve historier i spandevis og så længe “sproget holder” (altså ikke bliver for sentimentalt) så er der fem stjerner at hente.