Er det bare mig, eller er vi siden slutningen af 90′erne blevet oversvømmet af bøger og film hvis hovedattraktion er “små, skæve indfald”. Tag f.eks. Amelie fra Montmartre, og tag Plambecks Texas Rose. Og er det ikke sådan, at disse små kunstneriske kommaer (et lille, skævt tegn) som regel anmeldes godt – også selvom der ikke er møj’ andet at hænge sin hat på end værkets lidenhed og skævhed.

“Min far havde en ven, Kenny, vi kaldte Heste-knænny fordi han engang var blevet bidt i knæet af naboens Vallak.” Disse små, skæve eksistenser fra provinsen oversvømmer boghylderne. Der er noget nedladende og åndsdovent over at kalde sine romanpersoner for skralde-Morten og næse-Erling. Kunne næse-Erling nogensinde bringe fortælleren til at genoverveje sin holdning til noget som helst? Nej vel, det er ikke rigtig næse-Erlings lod i livet. Det er nemlig at pille næse. Uafladeligt.

På overfladen sker der en hel masse, folk bliver gift og horer og dør. Næse-Erling bliver ramt af en meteor, og heste-Knænny får sparket hjernen ud af naboens Vallak, da han prøver at voldtage den. Stærkt underholdende, men kun underholdende.

Hvor er visdommen? Hvor er det, jeg skal have tilbage, når jeg har lagt bogen fra mig og filmen er slut? Hvor er præcisionen i iagttagelserne og i beskrivelserne? Er jeg blevet sat i forbindelse med en følelse, jeg ikke har hørt om før? Har jeg fået efterprøvet en troværdig, hypotetisk livsvej? Hvor er der pathos, hvor er der sympati? Hvor er min identifikation med personerne? Det er håbløst umoderne at spørge sådan, for så længe der er små skæve historier i spandevis og så længe “sproget holder” (altså ikke bliver for sentimentalt) så er der fem stjerner at hente.

I år har vi valgt at tildele Naja Marie Aidt Elbubs bogpris for novellesamlingen Bavian. Til lykke herfra.

Alene forfatternavnet er jo ikke til at stå for: Ildefonso Falcones! Ildefonso – det har jeg godt nok stenet over nogle gange. Der kan gemme sig både drama og hemmeligheder og ildestedte skønjomfurer i det navn. Og det er da også en glimrende bog, den her bestsellerdebut han har begået. Men jeg var nu alligevel irriteret, da jeg læste. Man skal selvføglelig tage bogen for hvad den er, og det er ikke litteratur men en god bog. Det står ret hurtigt klart. Det er en elementært spændende historie om Bernat, der er fæstebonde hos en herremand, indtil han en dag siger stop over for de overgreb, der finder sted på bondebefolkningen og flygter til Barcelona med sin søn Arnau. Loven i Barcelona er sådan at en undvegen fæstebonde bliver fri borger i Barcelona og altså bliver løst fra sin position som adelmandens ejendom, hvis han kan bevise at have arbejdet i Barcelona i et år og en dag. Og så prøver far og søn at bygge en ny tilværelse i skyggen af det imponerende byggeri af folkets katedral Santa Maria del Mar. Og det går godt. Og det går galt. De onde er rigtig onde, og de gode er gode det meste af vejen. Det kan virke i mange situationer, men her kommer man aldrig rigtig ind under huden på karaktererne i persongalleriet. Det er en skam, for det er store og historisk detaljerede pensler, der males med. Og vel har Monty Python med deres sketches taget noget af brodden af den frygt, der tidligere dukkede op, når den Spanske Inkvisition blev nævnt, men her bliver den genfremstillet, så de små hår rejser sig (og så man bliver glad for, at vi ikke længere bedømmes ud fra deres målestok!)

Bevares, det er da en udemærket bog. Men for mig var den med sine 629 sider lidt for lang til ikke at være helt god nok… 

Elsebeth